Untitled Document

NR. 05 – 23. APRIL 2007

NYT FRA:

Familien Kjaer

HOPE MINISTRY

”Løft dine hænder til Ham i bøn for dine børns liv; De ligger afkræftede af sult på hvert gadehjørne.”
(Klag. 2:19b)

Kære ven!

Først har vi bare lyst til at sige Tak! Vi ved nemlig, at mange af jer beder for os, og vi mærker også i hverdagen, hvordan vi er båret af forbøn. Det er svært at sætte ord på, hvordan, men vi erfarer det først og fremmest som en vished om Guds nærvær i vores liv og hverdag og i, hvad vi gør i det, som Gud har betroet os. Det er et privilegium at være i Hans tjeneste og se, hvordan Han åbner døre, baner veje, så frugt resultater kommer mere og mere til syne, i klarhed og styrke.

På det helt jordnære og private plan har vi gang på gang set, hvordan vores himmelske Far sørger for os, f.eks. omkring vores boligsituation. I begyndelsen af vores tid her søgte vi efter en møbleret lejlighed, da vi ingen møbler havde og ikke havde råd til at købe møbler. Vi fandt langt om længe en møbleret lejlighed, så vi havde noget at sove på og sidde på. Der var endda køleskab og komfur installeret.

Men… efter et par måneder opstod der alvorlige vandskader i lejligheden. Gamle jernrør i badeværelsesvæggene sprang, foruden masser af fugtighed i soveværelsesvæggene. Rørproblemerne blev udbedret, men fugtigheden i værelserne ville tage måneder, før den ville forsvinde. Vi vidste bare, at vi var nødt til at flytte. Vi talte med ejeren, som var en ærlig kristen, og han gav os hele vores depositum tilbage. Lidt af et mirakel i et land, som dette!

Vi havde kik på et lille rækkehus, der lå meget mere sikkert end lejligheden (jernporte og 24 timers vagt). Ejeren forlangte i første omgang 700 dollars i leje om måneden, hvilket vi ikke kunne betale. Efter et stykke tid indvilgede ejeren i 500 dollars (en rimelig husleje her), og vi sagde ja tak!

Indgang til bolig
Indgang til hvor vi bor!

Her bor vi
Her bor vi!

Da vi flyttede ind, havde vi ingen senge, køleskab, komfur eller møbler, men igen erfarede vi Guds store barmhjertighed gennem andre missionærer, som knap nok kendte os endnu. Dels fik vi købt en brugt dobbeltseng og senge til John og Nataly billigt, og dels hjalp en anden mission os med lånt køleskab, komfur og nogle få møbler, så vi kunne fungere i hverdagen.

Det største under for os er, at Merryanns ryg i det store og hele lystrer, som den skal, så hun kan være i det arbejde, som hun elsker: at række ud til de fattige børn og familier!

Nyt fra Missionsfronten

Guds Lille Hus, Bucaramanga, Colombia

Indtil for nylig bestod arbejdsteamet af 4 fuldtidsmedarbejdere og en kok, servicerende omkring 80 mindre børn dagligt, foruden arbejde med teenagere og familier i weekenderne.

Vi kan med glæde fortælle, at en ny fuldtidsmedarbejder fra Venezuela har sluttet sig til teamet og gør et godt stykke arbejde.

Café Madrid, Bucaramanga
Café Madrid, Bucaramanga

Guds Lille Hus ligger i slumkvarteret Café Madrid, hvor bl.a. mange flygtninge har søgt til. Hundredvis af ludfattige familier i dyb nød har invaderet en nedlagt jernbanestation. DE fleste af fædrene lever ved indsamling og salg af genbrugsartikler, eller narkotikasalg. Mødrene og børnene, hvoraf de fleste ikke går i skole, tigger og sælger i gaderne, og for mange mødre har i desperation måttet vælge prostitutionens nedværdigende vej.

Mange af familierne er flygtet fra landdistrikterne på grund af vold, pengeafpresning og mangel på arbejde. I Guds Lille Hus sørger vores hengivne medarbejdere for, at omkring 80 børn med denne baggrund får mad, hygiejne og basal undervisning i spansk og matematik, foruden at de lærer Gud at kende som en Far, der elsker dem, har givet dem livet og har en vidunderlig plan med deres liv.

Tak for jeres forbøn for arbejde i og ud fra Guds Lille Hus!

FUDICH, Chimborazo, Ecuador

Vi har set det første gennembrud i arbejdet for at få en redningsmission på benene for de indianersamfund, som vi arbejder med. For nylig gennemførte vi en sociologisk kortlægning af de hundredvis af små indianersamfund i vores målområder og fandt ud af, at omkring 37.000 indianere har byen Cajabamba som deres primære punkt for handel og kontaktpunkt. På baggrund af vores kortlægning har vi udarbejdet en strategisk udviklingsplan, hvor vi har besluttet at lægge den kommende redningsmission i Cajabamba.

Cajabamba, Ecuador
Cajabamba, Chimnorazo, Ecuador

Dørene har allerede åbnet sig for første skridt i etableringsfasen. Et lægeteam fra North Carolina har indgået et samarbejde med os omkring opstarten af en klinik. Teamet vil dels hjælpe os med faglig supervision i opbyggelsen, så vi kan have og bevare vesterlandske kriterier for den service, som vi skal yde indianerne, som slet ikke har penge til sundhedsudgifter. Desuden vil de hjælpe os med teknisk inventar og medicin, samt sende læreteams til klinikken.

I Ecuador er der flere lægemissionærer, som er villige til at foretage lægekampagner med os blandt indianerne. Vi har bl.a. kontakt med en øjenlæge – kendt som en af de bedste i landet – som er indstillet på at sende øjenlægeteams til den kommende klinik, og endda – uden udgift for indianerne eller os – formidle øjenoperatoner til forebyggelse af blindhed (meget udbredt) blandt indianerne. Samme læge hævder – ud fra egen erfaring – at 50 % af begyndende blindhed kan helbredes.

Lægefremstød i slumkvarteret ”Atacucho”, Quito

Doktor Raquel Mullen (USA)
Doktor Raquel Mullen (USA)
med en meget lille patient og
to ecuadorianske medarbejdere

I marts måned hjalp Merryann et lægeteam fra USA i et 2 dages fremstød for at servicere 420 fattige slumbørns helbred. Flere af de små drenges og pigers tilstand var af en sådan karakter, at lægerne skønnede, at de ville dø i løbet af få måneder, hvis ikke der var blevet grebet ind. Alle børnene er registreret i en lokal kirke i ”Atacucho” og vil løbende blive fulgt op omkring deres helbredstilstand.

Merryann skriver:

Mandag den 19 marts skulle jeg overs ætte for et lægeteam, der var på besøg i et slumområde ved navn Atacucho i Quito.

Jeg blev hentet tidligt om morgenen den 19 marts, hvorefter vi kørte til Atachucho, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra, hvor jeg bor.

Da vi ankommer, er folk i kirken i gang med at sætte stole op, og mange børn og voksne er allerede kommet og venter på at få hjælp.

Mad til mange børn

Kirken, som ligger i et meget fattigt slumkvarter, bliver støttet af en amerikansk mission, foruden at organisationen Compassion International støtter med et dagligt måltid til 250 børn fra meget fattige familier. Der bliver holdt skole i kirken, hvor der er blevet bygget ud og lavet skolelokaler, takket være frivillige bygningsteams fra udlandet. Takket være midler fra USA er der kommet vandfilter, der dagligt giver rent vand til 500 personer om dagen. Der er blevet udbygget med bedre lokaler, og der blev sidste sommer bygget et stort, flot køkken, som betjener de mange børn med mad hver dag.

Det amerikanske lægeteam havde medicin med og alt hvad de skulle bruges. Der kom en ecuadoriansk læge for også at hjælpe til.

Så bliver ærmerne smøget op

Vi fik stillet borde og medicin op, gjort klar til undersøgelser. Jeg skulle hjælpe med assistance og oversættelse ved øjenprøverne.

Børn og voksne blev registreret, hvorefter alle klienterne stillede sig op i køen for at blive tjekket hos lægerne og få øjentest.

Vi arbejdede uafbrudt fra kl. 9.00 til 18.00 med kun 30 minutters frokost pause (i parentes kan Flemming bekræfte, at konen kom meget træt, men begejstret hjem!).

Møde med små skæbner

En af de første vi fik testet, var en dreng på 15 år. Han havde det svært i skolen og havde mange problemer. Det viste sig, at hans syn var så nedsat, at han næsten ikke kunne se noget som helst. Ikke så underligt at han havde det dårligt i skolen og havde svært ved at følge med. Vi fik ham straks sendt af sted til at få briller. En fra det amerikanske team betalte for brillerne, som kun var 30 dollars. Vi bad for ham, og han var så glad og gik glædestrålende af sted. Ja, nogle gange er det kun lidt, der skal til for at forandre en drengs dårlige skolegang.

Vi tilså flere børn. Mange var så generte, at de gemte sig og bar præg af at blive fysisk mishandlet og undertrykt hjemme. En lille pige havde tydelige brandmærker efter at være brændt med cigaretskod, og mange af børnene var syge med forskellige infektioner og fejl- og direkte underernæring.

En anden lille dreng på 4 år havde så røde øjne, at vi straks var klar over, at der var noget alvorligt galt. Vi tjekkede hans syn, og han kunne næsten intet se. Moderen fortalte, at hun havde haft en svær graviditet, da hendes mand havde sparket hende flere gange i maven, da hun var gravid. Vi fik straks en af de amerikanske læger til at tjekke ham, og det viste sig, at han havde kronisk betændelse i ører, næse og hals, samt kronisk bronkitis. Han var også underernæret.

Ja, det var en velsignelse, at et lægeteam kom fra USA og havde medikamenter. På de to dage, jeg var med, fik vi tilset 450 børn. Vi fik også bedt for mange af børnene, og de mange børn vil blive fulgt op helbredsmæssigt. Takket være frivillige læger som er villige til at hjælpe.

Kvindekonference i “San Bartolo Rayo Loma”

Merryann var i weekenden 20. – 22. april hovedtaleren ved en kvindekonference for Chimborazo-indianerne, arrangeret af vores indianerorganisation, FUDICH.

Næsten alle disse kvinder har siden de så verdens lys været udsat for en mental og social diskrimination, der livet igennem dybt i deres bevidsthed har printet et selvbillede af underkuelse og utilstrækkelighed. Grov udnyttelse, vold, misbrug og tilsidesættelse har været nogle af de negative ingredienser i disse hårdtarbejdende kvinder opvækstvilkår.

I de sidste måneder har vi nøje planlagt at sætte ind på dette område. Hvis ikke der gribes ind, vil vi om nogle år have tusindvis af nye, voksne kvinder i samme, elendige følelsesmæssige og sociale tilstand, som på det sekundære plan vil hindre enhver form for udvikling og vækst i disse indianersamfund.

Derfor har den første konference haft vægtlægning på personligt selvværd og værdier, gennem information, gruppemøder og ”workshops”.

Læs Merryanns spændende beretning i næste nyhedsbrev!

Tungurahua-vulkanen

Spytter fortsat lava op i enorme mængder. Ofte ryger lavaskyerne over 3 ½ km. Op i luften og sender i bogstaveligste forstand askeregn hen over indianernes marker.

For nylig blev yderligere 20 indianere dræbt og over 1000 evakuerede, på grund af vulkanen. Korttidseffekterne er katastrofale, fordi de sparsomme vandkilder i bjerge og dale forurenes og marker og græsningsarealer for kvæg og får ind imellem tildækkes med aske. I vores aktionsplaner er inkluderet vandrensningsanlæg, også fordi børnedødeligheden grundet infektionssygdomme er rasende høj. I det integrerede projekt satses der desuden på konstruktion af stalde til husdyrene, da disse ligeledes er i livsfare når der er lava-aske-regnvejr.

Hvordan alt dette skal kunne realiseres, ved vi ikke. Det ved Gud. Vi kan kun stå til rådighed og gøre det menneskeligt mulige. Utallige gange har vi set, at Gud gør det umulige ad veje og på måder, så vi måber. Derfor er vi ikke i tvivl i vore hjerter, at Han vil gøre det igen – og til overflod, for vi kender Ham personligt som en god Gud, der elsker og handler.

Alle er inviterede til at være med i enhver indsats! Hvis du aldrig har prøvet at være med i mission, kan vi fortælle dig, at det er et eventyr af spænding. Vi har aldrig været mere velsignede, end da vi startede på dette felt. Det største er at se ”håbløse” mennesker og situationer blive forvandlet! Velkommen i det globale missionsteam!

Vil nogen hjælpe Flemming?


I forbindelse med udviklingen af vores klinik i Cajabamba har Flemming akut brug for at rejse til North Carolina for dels at inspirere en lang række sponsorer ved nogle møder (møderne er allerede planlagt!), samt dels for at planlægge de næste, strategiske skridt omkring etableringen af klinikarbejdet.

Desuden er jeg blevet inviteret til at præsentere arbejdet i Colombia og Ecuador ved Rescue-missionernes årskonference i Atlanta fra den 15 – 20. maj. Vores kontakt- og netværks arbejde med kommende samarbejdspartnere i Nordamerika er meget afgørende for en sund projektudvikling i arbejdet i Colombia og Ecuador. Konferencen er betalt for Flemming, men han mangler midler til flyvebilletten, i alt 5.000 kr. Tak for forbøn for, at disse midler hurtigt kommer ind, og tak for enhver hjælp til denne økonomiske udgift!

Rejsekalender

DATO

AKTIVITETER

27. april – 01. maj

Mødekampagne i indianerkirke i Chimborazo (hele familien)

05. maj

FUDICH Strategimøde, Quito (Flemming og Merryann)

12. – 14. maj

Inspirations- og strategimøder i North Carolina (Flemming)

15. – 20. maj

Rescue konference i Atlanta, USA (Flemming)

14. juli

Planlægningsmøde i Quito med FUDICH-ledere (Flemming og Merryann)

Juli

Lidt ferie som familie (hvis der er midler til det)

17. 19. august

Strategimøde med FUDICH ledere i Cajabamba (Flemming og Merryann)

August

Besøg af missionsprojekterne i Bogotá og Bucaramanga, Colombia (Flemming)