|
HOPE MINISTRY ”Løft dine hænder til Ham i bøn for dine børns liv; De ligger afkræftede af sult på hvert gadehjørne.”
I vores hjem arbejder vi på at indarbejde en ny vane i forhold til vores ”børn”, John (15 år) og Nataly (13 år). Vi er nemlig begyndt at rette på hinanden som forældre, når vi kommer til at omtale John og Nataly som ”børn”. Nu prøver vi at sige ”unge”. Vi er nok ikke de eneste forældre, der oplever, at ”børn” bliver ”unge”. Vi skal også vænne os til at leve syd for Ækvator. Vi har faktisk svært ved at orientere os, hvad der er nord og syd, - en oplevelse, som vi aldrig har haft før. Hvirvlerne i køkkenvasken, når vandet løber ud, løber f.eks. den ”forkerte” vej. Hope Ministry Du har sikkert bemærket det nye navn på vores nyhedsbrev: HOPE MINISTRY. HOPE MINISTRY er det fremtidige ”talerør” fra venskabsmissionerne, som vi repræsenterer, til den ydre verden. HOPE MINISTRY repræsenterer indtil videre PAN DE VIDA og CASITA DE DIOS i Colombia, samt FUDICH i Ecuador. Vi, Merryann og Flemming Kjær, er dagligt ansvarlige for HOPE MINISTRY. For at fjerne enhver tvivl arbejder vi udelukkende på frivillig basis, hvor vi selv er ansvarlige for at rejse vort personlige, økonomiske underhold. Vi modtager således derfor eksempelvis ikke løn eller modtager honorarer o.l., men rejser selv vores egne midler, som vi har gjort siden 1990, da vi først blev udsendt fra Danmark til Colombia. Naturligvis er enhver gave – som et kærlighedsudtryk, givet af hjertet - dog meget velkommen. Vi skriver også dette, for at enhver skal vide, at enhver gave til HOPE MINISTRY udelukkende går til arbejdet. Vulkanen Tungurahua Vulkanen Tungurahua er i fortsat udbrud og lader det ind imellem regne ned med tykke tæpper af lavastøv over indianernes marker. I lang tid er afgrøder blevet ødelagt, og forurening af den sparsomme vandtilførsel gør dagligdagen endnu sværere, end den er i forvejen. Situationen er katastrofal, da mange indianersamfunds livsgrundlag er truet. I forvejen kæmpes der er daglig kamp for overlevelse. Lavaregnen øger også muligheden for sygdomme, specielt blandt mindre børn. Bed om hjælp til indianerne! Gaver gennem HOPE MINISTRY vil bl,a, gå til nødhjælp for de indianere, som vi samarbejder med. Det kan være svært for danskere at sætte sig ind i nøden og behovene blandt de kristne indianersamfund i Chimborazos bjerge, hvor vi bl.a. arbejder. Langt oppe i Chimborazos bjerge ligger en lille landsby, Pacche Mama, med sine 500 indbyggere. Vi besøgte den lutherske menighed oppe på den bjergtop, hvorpå Pacche Mama ligger. Afsondret, isoleret, og uhyre primitivt. Ser vi bort fra elektricitet, vandslanger og nogle få mobiltelefoner er vi tilbage i livsvilkår, der svarer til den nordiske jernalder for over 1000 år siden. Ecuadors ”Tag” Indianerne lever helt heroppe i fire kilometers højde, fordi de gennem generationer er blevet presset stadig længere op I bjergene på grund af spanske eller mestizo landejere. For kun ca. 25 år siden fik hver indianerfamilie ved lov en jordparcel i eje. Før var de fæstebønder under urimelige vilkår. Børnedødeligheden er meget stor på grund af urent vand. Landsbyen består af meget små huse, hvis vægge er konstrueret af “jord-mursten”, og hvis tage er dækket af siv, som de finder længere oppe på højsletten (”el páramo”). Det er ikke så underligt, at problemer med hustruvold og overgreb imod børn, er ret almindelige i disse små familier. En ægte omvendelse til Gud viser sig ved, at vold, incest og alkoholmisbrug stopper i de familier, som bliver kristne. Flugten til storbyerne Teenagerne bliver meget tidligt forældre og tager del i det daglige, slidsomme markarbejde. Vi ser flere kvinder end mænd i det lille, indianske samfund. Indianerne her er traditionelt vant til “macho”-forhold, hvor manden I familien er absolutte overhoved, - bestemmer over både kone og børn. Mange unge mænd – både gifte og ugifte – forlader deres familier for at søge lykken i storbyerne og vender ind imellem tilbage på visit. Da leveniveauet i byerne er langt højere end i de små bjergindianerlandsbyer, hvor de blev født og opvokset, bringer de kun få økonomiske midler med tilbage til familien, - og bruger dem ofte selv. Derfor må kvinderne bære den største, fysiske, økonomiske og sociale byrde i de små indianerfællesskaber. I de store byer - med dens fristelser og ubarmhjertighed - strander alt for mange indianere. ”Jeppe på Bjerget” Billedet er det samme alle steder: Bittesmå, jordklinede hytteagtige rønner, hvor nogle af mine brødre og søstre vil leve resten af deres liv. Man kender hinanden, og tilsyneladende fred og idyl præger horisonten, - indtil en farmand kommer fuld hjem, efter at have solgt markprodukter eller husdyr i byen nede i dalen. Livet er benhårdt, produkterne må sælges til en slikpris for overhovedet at blive solgt, så hvorfor ikke dulme smerterne en smule på et af byens værtshuse, inden turen – over 2 timers sej og stejl vandring - igen går op til sliddet og vanskelighederne. ”Hovedet siger nej, men maven siger ja”, som vores berømte danske bonde, Jeppe, udtrykker det i Holbergs berømte komedie. Hjemme udtrykker konen sin fortvivlelse over, at hovedparten af indkomsten er lagt af manden på et værtshus, og ukontrollable skænderier og vold udvikler sig på øjeblikke, som ild fænger i tørre kviste. Freden og idyllen er forbi, og alle omkring den ulykkelige fulderik er i fysisk fare for overgreb. Lovsang så det runger Formålet med vores besøg var – sammen med andre missionærer – at opmuntre vores brødre og søstre. Lørdag aften (under 10 graders varme) var som en stor fest i den lille kirke, bygget af jord-mursten. Festen starter med lovsang. Alle står op, klapper og jubler som de sidste fem minutter af de Olympiske Leges fodboldfinale. Jesus får pris af hjerterne fra alle – store og små. Det er ren fornøjelse at være med. Tilbedelsen er sand. Ingen har travlt. Kun den Kronede Kristus er trækplasteret for aftenens happening. Festaftenen varer ved næsten indtil midnat. Jesus lever på Ecuadors Tag! Hyrder søges Vore venner har brug for opmuntring og støtte. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at være en opmuntring for dem herude! De er dyrebare! Hovedproblemet, som de små indianske, isolerede menigheder kæmper med, er et stabilt lederskab. Som nævnt tidligere er tendensen, at de yngre mænd søger lykken i byerne for at skaffe flere penge til egne drømme og familien. Ofte rejser mændene af sted og besøger kun deres egen kone og børn få gange om året. Leveomkostningerne I storbyerne er på et helt andet niveau end i indianerlandsbyerne, så nettoindkomsten er reelt ikke stor. Alligevel søger mange mænd lykken her, da få penge er bedre end ingen penge og kun naturalier. De kristne mænd, inkluderet præster menighedsledere, ældste, diakoner o.s.v. fortsætter ofte disse rejser, selv om de har vandret med Herren i nogle år og pr definition skulle være tilstrækkeligt modne til primært at tage sig af deres egne familier, med et familieliv, samliv med ægtefælle og opdragelse af børn. Der er endda præster og ledere, som søger ud over landets grænser, hvilket betyder, at der kan gå år imellem besøgene tilbage til landsbyerne. Der er heller ikke godt for menighedsledere at drage af sted på egen hånd til storbyer og andre lande med alle de fristelser, som det indebærer. En indiansk vane må brydes til fordel for et bibelsk familieliv. Imens er de små menigheder udsat for “glubske ulve”, som ønsker at “fortære” flokken af troende. Der er åndelige tyve overalt, som forsøger at høste, hvad andre har sået, - til egen fordel, og til ødelæggelse af det lokale, fragile kristne fællesskab. Arbejderne er få Derfor er vores udfordring forud for alt andet ledertræning i de indianske bjergmenigheder, med alt hvad det indebærer. Pacche Mama er et klart eksempel på dette skrigende behov, men hundredvis af andre små, isolerede indianerkirker kæmper med nøjagtigt den samme udfordring, og står derfor også i kø for at få opbygget et stabilt lederskab, der kan bære det lokale Guds arbejde videre til de næste generationer. Mange præster og ledere har allerede forladt deres menigheder, i mangel af forståelse og “læggen sit liv ned for fårene”, og der kunne desværre fortælles tragiske historier om ødelæggelser af kirker og nedlæggelse af lokale menigheder, af samme årsag. "Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst." Matt. 9: 37 - 38 Bed om mange flere arbejdere til ledertræning, kapacitetsudvikling og mange flere opgaver, som ligger lige for, og bed for os herude, at vi må gøre fyldest i alt for vores kæmpende trossøskendes skyld! Tak for forbøn! Lægehjælp til børn Den 20. – 21. marts deltog Merryann i et sundhedsfremstød, hvor mange hundrede børn blev betjent og hjulpet. Merryann vil skrive mere om denne opgave senere. Rejsekalender
Flemming ville meget gerne præsentere behovene i arbejdet i Colombia og Ecuador ved Rescue-konferencen i Atlanta fra 15. – 19. maj. Hvis nogen skulle have på hjerte at støtte rejsen, kan gaver til dette formål indbetales, øremærket ”Rescue-konference”. Tak! FOR GUD ER INGENTING UMULIGT! Tak for forbøn! Flemming og Merryann Kjær
GAVER TIL HOPE MINISTRY
|
